6
Hun har været syg i over et år nu, og jeg kan nærmest ikke huske, hvordan livet var før. Hvordan det var ikke at tænke på sin mor hver dag, hver time, tænke: “hvor længe mon vi har sammen?” “dør hun mon inden jul?”
Kræften spreder sig med lynets hastighed. Forleden mærkede jeg en knude på størrelse med en tennisbold inde i hendes mave. Hun klagede over den, og jeg sagde: “Så slemt, kan det da ikke være?”. Jeg rakte hånden ud, og bum, der sad en gigantisk svulst lige på den anden side af hendes maveskind. Jeg kan stadig mærke den, selvom det er fem dage siden nu. Svulsten i halsen er særligt tydelig, når hun kigger til venstre. Men man kan se den hele tiden. Forleden ringede hun og sagde, at hun havde fundet en ny under armen.
Jeg er bundulykkelig og overbevist om, at det er slut den her gang. Det kan godt være, at hun har det fint, og hun kun har bivirkninger af kemo. Men intet menneske med sådan en stor svulst i maven kan overleve. Det tror jeg ikke på. Jeg kan næsten ikke tænke på, hvor hårdt det bliver at miste hende. På sin vis tager jeg hende nok stadig lidt for givet. Jeg bliver stadig irriteret, når jeg taler med hende, og hun bliver ved med at brokke sig over alle mulige ligegyldigheder eller lægger hysteriske beskeder på min telefonssvarer, at jeg SKAL ringe nu, når jeg bare er ude at gå en tur uden telefonen.
For helvede, jeg vil ikke have, hun skal dø. Jeg vil ikke have, hun skal dø. Jeg vil ikke have, hun skal dø. Hun skal være rask rask rask rask rask rask. Ingen kræft. Ingen knuder. Bare en glad og almindelig mor.
Nårh ja, forresten har hun jo så ikke småcellet lungekræft alligevel. De havde bare fejldiagnostiseret hende, upsi dasse, hvilket betyder, at hun fik den forkerte kemo første gang, og de måske bare kunne have opereret det ud til at starte med. Fanbloodytastic
Læg en kommentar