4

Der er gået lang tid. Og der er sket meget. Det er underligt at læse tilbage, men når jeg læser, kan jeg sagtens fremkalde følelserne. De er der sådan set stadigvæk.

Min mor er syg. Hun er uhelbredeligt syg og har lungekræft. På trods af det, ryger hun 30 cigaretter om dagen. “Nu er hun jo syg, så det hjælper alligevel ikke at holde op nu”. Rend mig. Det er ubeskriveligt pinligt at sidde med en meget korthåret mor, der sidder og hoster slim op. Jeg føler, at alle vender sig om og kigger, ryster på hovedet og hvisketisker. Sådan skal de ikke snakke om min mor. Det kan gøre mig forfærdelig vred.

“Hvor er det godt, du er holdt op med at ryge, skat”, siger hun. Hvad skal jeg dog bruge det til? Hun kan ikke leve højt på min sejr. Det synes jeg i hvert fald ikke. Hun skulle selv holde op, skulle hun.

Jeg er flyttet til København. Tættere på min mor, tættere på mine venner og tættere på civilisationen. Det er rart, og jeg har egentlig aldrig lyst til at tage hjem igen. Omvendt er jeg bange for, at min mor ikke vil kunne styre sine besøg hos mig og kommer til at rende mig over ende hver dag. Indtil videre er det gået meget godt.

Den dårlige samvittighed er der stadig. Om muligt i endnu større grad nu. Når jeg nu er så tæt på hende, burde jeg se hende hele tiden. Jeg burde tage hjem og sove. Jeg burde invitere hende, tage initiativ til forskellige aktiviteter, tage ud og rejse med hende. Jeg prøver dog at holde følelsen nede, jeg vil så nødigt, at den skal æde mig op.

~ af kraftbarn på juni 28, 2008.