2
Min mor fik konstateret småcellet lungekræft i august 2007.
Vi var ude hos Henriks far, da Henrik kom ind og kiggede meget alvorligt på mig. Jeg var overbevidst om, at der var en, der var død. Al blod forsvandt fra mit hoved, og alt omkring mig blev nærmest blæst omkuld. Han sagde, jeg skulle ringe til min mor, og at det var vigtigt. Alle ved bordet kiggede på mig, og jeg fik udenfor. Helt forvirret, helt alene, tom og meget, meget lille.
Min mor sagde det ret hurtigt. Jeg kan huske, at alfalten, jeg sad på, var meget kold. Og fugten gik gennem mine bukser, og gjorde mine baller helt ømme. Jeg kiggede ud over søen, på ænderne der ubekymrede svømmede forbi. Hun snakkede og snakkede. Biopsi i halsen, ondartet kræft. Hun vidste ikke, hvor modersvulsten var. Måske var det lymfekræft.
Jeg sad på jorden, fordi jeg var faldet om. Kræft. Igen. Igen. Igen. Ingen barmhjertighed i verden. Lad os dog være.
Henrik kom ud. Sad ved siden af mig. Strøg mig over ryggen. Jeg tror, jeg havde mine cowboybukser fra Canada og den gule sweater på. Men jeg kan ikke huske det. Da jeg havde lagt på, lagde jeg mit hoved på Henriks skulder. Jeg græd og græd. Og han trøstede. Vi fik lov til at låne Henriks fars bil på vejen hjem. Jeg lå omme på bagsædet med hovedet i Henriks skød. Og græd og græd.
Sådan startede mit nye liv.
Læg en kommentar