Det er længe siden – 17 måneder. Og der er sket meget. Jeg fandt bloggen ved et tilfælde, og jeg blev rørt over at læse de seneste indlæg. Jeg kan huske følelserne, uvisheden var forfærdelig.
Min mor døde natten til den 5. maj 2009. Det er over ni måneder siden nu. Hun kunne ikke mere til sidst – sygdommen var over det hele. Jeg savner hende sådan
Hun har været syg i over et år nu, og jeg kan nærmest ikke huske, hvordan livet var før. Hvordan det var ikke at tænke på sin mor hver dag, hver time, tænke: “hvor længe mon vi har sammen?” “dør hun mon inden jul?”
Kræften spreder sig med lynets hastighed. Forleden mærkede jeg en knude på størrelse med en tennisbold inde i hendes mave. Hun klagede over den, og jeg sagde: “Så slemt, kan det da ikke være?”. Jeg rakte hånden ud, og bum, der sad en gigantisk svulst lige på den anden side af hendes maveskind. Jeg kan stadig mærke den, selvom det er fem dage siden nu. Svulsten i halsen er særligt tydelig, når hun kigger til venstre. Men man kan se den hele tiden. Forleden ringede hun og sagde, at hun havde fundet en ny under armen.
Jeg er bundulykkelig og overbevist om, at det er slut den her gang. Det kan godt være, at hun har det fint, og hun kun har bivirkninger af kemo. Men intet menneske med sådan en stor svulst i maven kan overleve. Det tror jeg ikke på. Jeg kan næsten ikke tænke på, hvor hårdt det bliver at miste hende. På sin vis tager jeg hende nok stadig lidt for givet. Jeg bliver stadig irriteret, når jeg taler med hende, og hun bliver ved med at brokke sig over alle mulige ligegyldigheder eller lægger hysteriske beskeder på min telefonssvarer, at jeg SKAL ringe nu, når jeg bare er ude at gå en tur uden telefonen.
For helvede, jeg vil ikke have, hun skal dø. Jeg vil ikke have, hun skal dø. Jeg vil ikke have, hun skal dø. Hun skal være rask rask rask rask rask rask. Ingen kræft. Ingen knuder. Bare en glad og almindelig mor.
Nårh ja, forresten har hun jo så ikke småcellet lungekræft alligevel. De havde bare fejldiagnostiseret hende, upsi dasse, hvilket betyder, at hun fik den forkerte kemo første gang, og de måske bare kunne have opereret det ud til at starte med. Fanbloodytastic
Min mors sygdom har givet mig nye ting at tænke på i livet. For eksempel har jeg tænkt mig at skære alle ubetydelige mennesker i mit liv væk og fokusere lidt mere på de, som virkelig betyder noget for mig.
Første skridt på vejen: Ubetydelige og dumme mænd.
På Roskilde gjorde jeg noget meget svært. Jeg cuttede den dumme mands bror ud af mit liv. Det var underligt. For egentlig, burde det jo være klart, at jeg ikke skal snakke med det røvhul, der knaldede mig, selvom jeg sagde nej, lillebror. Jeg ved udmærket godt, hvorfor jeg har holdt kontakten. Det har været betryggende at vide, hvor den dumme mand har været i sit liv, så jeg kunne være sikker på ikke at rende ind i ham. Men da jeg snakkede med lillebroren for noget tid siden og spurgte, hvor han var, svarede han, at han boede hos sin bror over sommeren.
Jeg slettede lillebror fra msn og facebook. Alligevel rendte jeg ind i ham på Roskilde. Det var virkelig svært og gjorde ondt i hjertet, da jeg så ham. Både pga. dårlige minder, men også bare af dårlig samvittighed over, at jeg får ondt i hjertet over at se ham, når det er hans storebror, der er dum.
Men lørdag aften skar jeg ham væk. Jeg skrev, at vi skulle snakke. Han kom op til mig og var meget glad, og jeg sad på græsset og så fortvivlet ud. Jeg fortalte ham det, som det var, på en pæn og forklarende måde. Han forstod det ikke. Han sagde ikke noget. Han sad bare og stirrede ned i jorden. Så græd jeg en lille smule, krammede ham farvel og gik min vej. Da jeg kom lidt væk, røg benene væk under mig, og jeg stortudede, mens jeg følte mig som palle alene i verden. Den mindste veninde kom og krammede og hjalp og trøstede.
Dagen efter føltes det fantastisk.
Nu er jeg blevet vild med følelsen over at skære en ud og koncentrere sig mere om andre. Så jeg har ikke tænkt mig at stoppe ved det.
Der er gået lang tid. Og der er sket meget. Det er underligt at læse tilbage, men når jeg læser, kan jeg sagtens fremkalde følelserne. De er der sådan set stadigvæk.
Min mor er syg. Hun er uhelbredeligt syg og har lungekræft. På trods af det, ryger hun 30 cigaretter om dagen. “Nu er hun jo syg, så det hjælper alligevel ikke at holde op nu”. Rend mig. Det er ubeskriveligt pinligt at sidde med en meget korthåret mor, der sidder og hoster slim op. Jeg føler, at alle vender sig om og kigger, ryster på hovedet og hvisketisker. Sådan skal de ikke snakke om min mor. Det kan gøre mig forfærdelig vred.
“Hvor er det godt, du er holdt op med at ryge, skat”, siger hun. Hvad skal jeg dog bruge det til? Hun kan ikke leve højt på min sejr. Det synes jeg i hvert fald ikke. Hun skulle selv holde op, skulle hun.
Jeg er flyttet til København. Tættere på min mor, tættere på mine venner og tættere på civilisationen. Det er rart, og jeg har egentlig aldrig lyst til at tage hjem igen. Omvendt er jeg bange for, at min mor ikke vil kunne styre sine besøg hos mig og kommer til at rende mig over ende hver dag. Indtil videre er det gået meget godt.
Den dårlige samvittighed er der stadig. Om muligt i endnu større grad nu. Når jeg nu er så tæt på hende, burde jeg se hende hele tiden. Jeg burde tage hjem og sove. Jeg burde invitere hende, tage initiativ til forskellige aktiviteter, tage ud og rejse med hende. Jeg prøver dog at holde følelsen nede, jeg vil så nødigt, at den skal æde mig op.
Kræft er sådan en ting, der går ind og æder al overskuddet op. Jeg tror, jeg synes, det allerhårdeste er, at jeg ikke ved, hvor længe jeg har min mor. Skal jeg ringe hver dag og sige: “jeg elsker dig”, eller skal jeg opretholde et almindeligt forhold til hende. Jeg ved, det sidste gavner hende mest. Jeg tror, det første er bedst for mig. Indtil videre foregår det meget på hendes præmisser.
Jeg tager tit mig selv i bare at sidde og kigge ud af vinduet. Mine tanker er oftest ikke på noget særligt. Jeg savner, og jeg elsker, og jeg føler ikke, jeg er god nok. Det er oftest der, tankerne er. Og så prøver de mange gange at komme ind i min kærestes hoved. Jeg ville finde det underligt, hvis han ikke synes, jeg er en dårlig kæreste for tiden. Jeg finder det mærkværdigt, at han ikke går ud og kigger på andre, glade piger. Men når jeg siger det (note to self: hvilket jeg også skal stoppe med), så slår han mig oven i hovedet og siger, jeg er en idiot. At han elsker mig, og at jeg skal stoppe med det pjat.
Det ved jeg også godt. Men samtalen i dag viste, at jeg ikke er helt ved siden af. Et forhold skal plejes, og man er to til tango.
Fuck, hvor jeg elsker ham.
Min mor fik konstateret småcellet lungekræft i august 2007.
Vi var ude hos kærestes far, da kæreste kom ind og kiggede meget alvorligt på mig. Jeg var overbevidst om, at der var en, der var død. Al blod forsvandt fra mit hoved, og alt omkring mig blev nærmest blæst omkuld. Han sagde, jeg skulle ringe til min mor, og at det var vigtigt. Alle ved bordet kiggede på mig, og jeg fik udenfor. Helt forvirret, helt alene, tom og meget, meget lille.
Min mor sagde det ret hurtigt. Jeg kan huske, at alfalten, jeg sad på, var meget kold. Og fugten gik gennem mine bukser, og gjorde mine baller helt ømme. Jeg kiggede ud over søen, på ænderne der ubekymrede svømmede forbi. Hun snakkede og snakkede. Biopsi i halsen, ondartet kræft. Hun vidste ikke, hvor modersvulsten var. Måske var det lymfekræft.
Jeg sad på jorden, fordi jeg var faldet om. Kræft. Igen. Igen. Igen. Ingen barmhjertighed i verden. Lad os dog være.
Kæreste kom ud. Sad ved siden af mig. Strøg mig over ryggen. Jeg tror, jeg havde mine cowboybukser fra Canada og den gule sweater på. Men jeg kan ikke huske det. Da jeg havde lagt på, lagde jeg mit hoved på kærestes skulder. Jeg græd og græd. Og han trøstede. Vi fik lov til at låne kærestes fars bil på vejen hjem. Jeg lå omme på bagsædet med hovedet i hans skød. Og græd og græd.
Sådan startede mit nye liv.
Det er fandme svært for tiden. Jeg kan mærke, at jeg svæver mellem almindelige, glade mig og sammenbruddet.
Hun er så langt væk, og jeg savner hende. Men jeg har samtidig ikke lyst til at tage hjem. Jeg vil gerne glemme det hele, glemme kræften, få de der svære tanker til at forsvinde. Væk væk væk. Være ung, smuk og have et liv uden bekymringer. Jeg vil have lyst til sex igen, og jeg vil kunne drikke mig fuld uden at bryde sammen.
Nogle dage ringer hun bare for at sige, at hun elsker mig. Det er noget af det værste. For så virker det som om, hun siger farvel. Og det skal hun jo ikke. Hun skal blive her hos mig. Se mine børn og skrive den skide, latterlige lejlighedssang til mit bryllup.
Jeg tror ikke på mirakler eller på djævleuddrivelser, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne skrue tiden otte måneder tilbage. Til dengang hvor der ikke var kræft, og hvor livet bare bestod af sommer og lykke.
Velkommen til.
